Du kan ikke redde klimaet ved at spise lokale fødevarer, hvis du skal tro artiklen ”Do you want to reduce the carbon footprint of your food? Focus on what you eat, not whether you food is local”, som for nylig blev publiceret på Our World in Data: https://ourworldindata.org/food-choice-vs-eating-local.

Ofte hører man ellers anbefalingen, at det er vigtigt – og godt for klimaet – at spise lokalt fremstillede fødevarer. Det siger både FN og vi i NCLF!
Men ifølge artiklens forfatter Hannah Ritchie er det vigtigere HVAD du spiser, end HVOR det kommer fra, når vi taler om klimapåvirkning. Det er ikke transporten af fødevarerne, der er hovedproblemet for klimaet, men simpelthen typen af mad, vi spiser. Og derfor har det ifølge forfatteren mindre betydning, om maden er fremstillet lokalt.

Den konklusion pirrer naturligvis vores faglige nysgerrighed her i Nationalt Center for Lokale Fødevarer, for det er jo et interessant spørgsmål: Når fødevareproduktionen er årsag til en fjerdedel af verdens udledning af drivhusgasser, hvad kan du så egentlig selv gøre som sulten forbruger for at nedbringe klimaaftrykket af den mad, du spiser?

Kød udleder mest CO2
I artiklen finder man en liste over 29 fødevarer, hvor din røde lørdagsbøf indtager en førsteplads som klimasynder (oksekød udleder 60 kg CO2 pr. kilo), mens nødder er på sidstepladsen (de udleder 0,3 kg CO2 pr. kilo). Den statistik er baseret på data, der er indsamlet fra flere end 38.000 landbrug i 119 lande og blev publiceret i Science i 2018. Tallene bekræfter den viden, vi i forvejen har: At den animalske produktion udleder langt mere CO2 end den plantebaserede.

Transporten betyder ikke meget i det store regnestykke
Når man kigger på de enkelte fødevarer er det ifølge artiklen ikke de omkringliggende faktorer – forarbejdning, transport og indpakning – som er de største klimapåvirkere, for de aspekter har kun en samlet udledning på 6 %. Men kigger man derimod på selve måltidet, altså dén mad vi spiser, så er klimaaftrykket fra mejeriprodukter, æg og kød oppe på 83 %.

Hvad du spiser er vigtigere, end hvor det kommer fra
Derfor lyder konklusionen, at det altså ikke gavner klimaet at spise lokale fødevarer, fx lokalt opdrættet kød. Fordi transporten betyder så lidt i klimaregnskabet, har det ifølge artiklen groft sagt ikke stor betydning, om du spiser oksekød fra Asnæs eller Argentina. Det er selve det faktum AT du spiser kød, der er problemet. Artiklen henviser til en analyse, hvor det fremgår, at hvis man erstatter én dags forbrug af oksekød med fx æg, kylling, fisk eller plantebaseret kost, vil det være mere gavnligt for miljøet, end hvis man udelukkende spiser fødevarer, der er fremstillet lokalt.

Forbrugerne efterspørger råvarer udenfor sæsonen
Det fremgår også, at de lokale fødevarer i nogle tilfælde kan øge klimabelastningen fordi råvarerne jo ikke er i sæson året rundt, men forbrugerne alligevel efterspørger dem. Det betyder, at fødevarerne enten skal importeres, produceres i energikrævende opvarmede drivhuse eller opbevares på køl for at kunne holde sig. Og ifølge artiklen er der flere undersøgelser, der viser, at det i så fald belaster klimaet mindst, hvis de bliver importeret, og helst transporteret via skibe. Det er flytransporten, man skal holde sig fra, og det er faktisk de færreste fødevarer, der bliver fløjet ind.

Lad os spise frugt og grønt i sæson
Men hvis du spørger Jesper Zeihlund, der er faglig leder af NCLF, så er det en forenklet diskussion: ”Ønsker vi at spise importerede jordbær, ananas og tomater hver dag, året rundt? Så kan der være en pointe i det. Men hvis vi ønsker frugt og grønt, der gror under naturlige omstændigheder, ikke i drivhuse men i de lokale råvaresæsoner, så er snakken en anden. Størstedelen af vores mad bør være i sæson, så lad os da i stedet gøre det til en tradition at spise det, når det kommer op ad jorden,” lyder hans argumentation.

Skal udenlandske fabrikker lave vores mad?
Han fortsætter: ”Alle taler om klima og bæredygtighed, bæredygtighed, bæredygtighed. Men i mine øjne handler det også om sammenhængen mellem by og land, og balancen mellem de to. Vi kan ikke nøjes med at anskue de lokale fødevarers betydning ved kun at se på CO2-aftrykket, for bæredygtighedsbegrebet rummer meget mere end det.
Vi må se på helheden i en både social og lokaløkonomisk kontekst. Vil vi gerne have, at folk bor på landet? At der er geografisk spredning? At vi har jobs og landbrug udenfor storbyerne? Eller ønsker vi, at det er fabrikker, der laver vores mad gennem en centraliseret industriel produktion, der dækker Europa og resten af verden, fremfor at vi har vores egen, lokale fødevareproduktion? Skal vi overlade det hele til større industrielle grøntsagsproducenter i Holland og Østeuropa og importere vores grøntsager fordi folk har glemt, hvad sæsoner er?”

Glem ikke biodiversiteten
Spørger man hans kollega i NCLF, Helene Meden Hansen, der er uddannet landmand, er hun enig: ”Biodiversitet hænger også sammen med klima og CO2. Derfor giver det ikke mening at spise f.eks. soja eller mandler med den begrundelse, at transporten ikke tæller ret meget i CO2-regnskabet, hvis dyrkningen sker på bekostning af f.eks. regnskov i Sydamerika eller giver insektørkener i Californien pga sprøjtegifte. Jeg har svært ved at udtage biodiversitet som helhed i klimaregnskabet,” siger hun.

Vi mangler en nuanceret debat
Hun uddyber: ”Kød bliver gjort til den helt store synder, hvilket også er rigtigt, men der mangler en nuancering, set med mine øjne. Argumentet om, at det er bedre at spise en tomat fra Spanien end en dansk tomat, som er dyrket i væksthus, holder kun, hvis man absolut vil spise tomater eller jordbær i januar. Så er det logisk nok, at transporten ikke betyder det store i forhold til at opvarme drivhuse i Danmark. Men ville det ikke være meget sjovere, hvis vi blev klogere på vores egne (lokale) fødevarer i sæson?”

Vi bør ændre hele den moderne fødevareproduktion
”Tænk bare på, hvor meget kål man spiste herhjemme i gamle dage om vinteren. Kål binder rigtig meget kvælstof i de våde og kolde vintre, fordi de bliver ved med at gro trods kulde og er meget kvælstofkrævende, og kål binder også CO2 fordi kålmarker ikke behøver at blive pløjet op efterår/vinter.
Jeg mener, at det generelt vil give mening at have et større fokus på flerårige afgrøder, som ikke pløjes op hele tiden og dermed binder langt mere CO2 end etårige afgrøder. Klimaforandringerne kræver viden, oplysning og ændrede spisevaner, men også en nuanceret debat om, hvordan vi kan ændre hele systemet og tankegangen i vores moderne fødevareproduktion,” afslutter Helene Meden Hansen.

 

 

Alle fotos til artiklen er taget af fotograf Benita Marcussen