Læg 2 millioner i Odsherreds fremtidshat

”Er der nogen, der mangler to millioner?” Lyder det kækt i mikrofonen fra manden i det fyldte telt, mens han står med et bundt hjemmetrykte pengesedler i hånden. ”Det er nu, du har mulighed for at investere i fremtidens Odsherred!” lokker han.

Vi er til Folkemødet i Odsherred, hvor konceptet ”Løvens Hule” har fået en krølle: Nu er det forbrugerne, der bestemmer. De skal investere i en af de fem forretningsmodeller, som de synes er de vigtigste for udviklingen i Odsherred. Er det Forædling, Bæredygtig produktion i stor målestok, Kvalitet & god historie, Gastrotainment eller et øget samarbejde mellem Kokken & Bonden, der giver mest værdi?

Ved fem borde er koncepterne personaliseret, og man kan både smage på dem og høre mere om dem. Isøre Is og Dansk Tang gav smagsprøver på deres produkter og var dagens repræsentanter for forædling. Jesper Adler fra Gelstrupgård og hans 3400 økologiske grise (der dog ikke var med i teltet) var eksemplet på en bæredygtig produktion i stor målestok. Ellemosegård Fjerkræs nicheproduktion af høns og æg repræsenterede konceptet ”Kvalitet & god historie” sammen med de tre fåreavlere fra Kirsebærgården, Håbetgården og Lyngholm Landsted, der netop har lanceret fem slags økologiske pølser af gotlandsk fårekød under navnet Got Charcuteri. Ved Gastrotainment-bordet stod Jørgen Stoltz fra Det Vilde Køkken og naturkokken Sander Blohm, der laver mad baseret på områdets vilde urter, planter og råvarer. Og NCLF’s Jesper Zeihlund stod hos Kokken & Bonden for at italesætte det resultat, der kan komme ud af det, hvis landbruget og kokkene i højere grad samarbejder om at udvikle kvalitetsprodukter.

Dansk Tang forædler tang fra kystlinjen omkring Odsherred.

Jesper Adler, der producerer økologiske svin på Gelstrupgård, repræsenterede kategorien “Bæredygtig produktion i stor skala”.


Birgitte fra Kirsebærgården fortæller om det nye “Got Charcuteri” af kød fra gotlænderfår, fremstillet i samarbejde med Håbetgården & Lyngholm Landsted.

To millioner i fremtidens hat

”Nu skal I lægge de to millioner, I har fået i hånden, ned i den hat, som I synes, der er mest fremtid i,” lyder det fra Jacob Antvorskov, der styrer slagets gang. ”Og husk! Man investerer ikke i de enkelte producenter, men i selve fremtidsmodellen. Og vi har ikke ændret samfundets nuværende orden. Det er stadig den, der får flest penge, der vinder!” lyder det.

Forbrugerne bestemmer Odsherreds fremtid

Peter Arklint, som er formand for Økologisk Odsherred, har sammen med sin kollega Jacob Antvorskov med mikrofonen udviklet dagens konceptet i tæt samarbejde med NCLF’s Helene Meden Hansen. Også Odsherred Turistforening og Klub Odsherred har bidraget. Og de fire organisationer har forskellige indgangsvinkler til, hvad der er vigtigst – om det f.eks. er fokus på mere økologi, øget turisme, større tilflytning eller samarbejde om kvalitet i fødevarebranchen. Men i dag er det altså forbrugerne og indbyggerne selv, som kan vælge, hvad de synes, der giver størst værdi for Odsherreds fremtid. Det kan f.eks. også være, at flere meningsfulde jobs, dyrevelfærd eller social ansvarlighed er nøgleordet for dem.

Arrangementets udviklere: Helene Meden Hansen fra NCLF ses her med Jacob Antvorskov (i forgrunden) og Peter Arklint fra Økologisk Odsherred.

Tager I MobilePay?

”Der er en gæst i teltet, som har spurgt, om de enkelte producenter tager MobilePay?” lyder det så fra Jacob Antvorskovs mikrofon, til stor latter. ”Jeg ved, at pengene vil blive brugt godt, hvis der lige ruller 500.000 kroner ind på producenternes konto, men i dag nøjes vi altså med at bruge legetøjsmillionerne,” siger han, og hentyder til pengesedlerne med Odsherred Kommunes logo på, som gæsterne nu skal rundt og fordele i de store hatte på bordene.

Og vinderen er…

Efter optællingen viser det sig, at det er konceptet Gastrotainment, der har fået flest penge – hele 28 millioner i fantasipenge fra gæsterne. På 2. pladsen kom Forædling, fulgt af Kvalitet & god historie, Bæredygtig produktion i stor målestok –  og til slut Kokken & Bonden. Én af de gæster i teltet, der har lagt sine penge hos Gastrotainment, vil gerne sige hvorfor, mens hun henviser til Jørgen Stoltz og Sander Blohm: ”Det, I gør, er ikke kæmpe stort. Men I bidrager til, at alle kan opleve noget nyt og spændende mad, uden at man behøver gå på en dyr restaurant.”


Dagens vinder var Gastrotainment-kategorien. Her repræsenteret af Naturkok Sander Blohm og Jørgen Stoltz fra Det Vilde Køkken.

Vi mangler kulinarisk dannelse

NCLF, der jo endte på sidstepladsen, får det sidste ord. Jesper Zeihlund tager det dog i højt humør, og afslutter: ”Den Kulinariske begavelse i Danmark er dalende, og tæt på kaotisk! Vi kan først bruge flere penge på fødevarer, hvis vi kan skelne skidt fra kanel, og her er oplevelsesøkonomi og gastrotainment et bærende element. Det er bæredygtigt og der er ingen CO2-udledning, og det hjælper med at udvikle den kulinariske dannelse. Men det allerbedste ville være, at alle fem koncepter går op i en højere enhed!”


Jesper Zeihlund fra NCLF taler ivrigt for sin sag: At fødevarebranchen skal arbejde sammen på helt nye måder.

 

 

Alle fotos er taget af Benita Marcussen.

By |2018-09-12T16:46:45+00:00september 11th, 2018|