Snart åbner Torvehallernes udendørs Torvemarked midt i København, fyldt med friske danske varer i sæson som f.eks. frugt og grønt, fisk, kød, brød, krydderurter og blomster. Inspirationen kommer fra de stemningsfyldte, sydlandske markeder, og visionen er klar: At bringe de lækre, lokale sæsonråvarer tættere på forbrugerne i byen.

Derfor er jagten gået ind på mindre danske producenter og landmænd, der skal være med til at skabe en levende markedsplads. Er du en af dem?
Så er der stadig ledige stadepladser på markedet, som vil være åbent hver fredag og lørdag i perioden maj til oktober. Torvehallerne tiltrækker over fem millioner kunder om året og 35.000 besøgende på fredage og lørdage, som består af et købestærkt publikum, der i forvejen interesserer sig for kvalitetsfødevarer.

Stadig plads til flere stadeholdere
Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF) hjælper med at finde en række af producenterne, men der er stadig plads til flere interesserede, der vil sælge deres friske sæsonråvarer, og det gælder både de bittesmå og de lidt større producenter. ”Til at starte med, regner vi med 15-20 stadeholdere på torvet, som skal bygges som en lille ”gade” med front ud mod de besøgende, ligesom vi f.eks. kender det fra de klassiske franske markeder. Vi ved, der er efterspørgsel fra kunderne, men at det kan være svært for producenterne at få deres varer ud til dem, så vi vil gøre Torvemarkedet både attraktivt for kunderne og supernemt for producenterne. Derfor står vi for alt det praktiske, så producenterne kun skal tænke på at sælge deres varer. Vi er fleksible, så man behøver ikke binde sig for hele sæsonen,” lyder det fra Lotte Eiskjær Andersen, der er chef for Torvehallerne.

Klik her for at læse mere om Torvemarkedet og find praktisk info om staderne

Grøntsager og fritgående skovkyllinger fra Lammefjorden
En af de producenter, der har grebet muligheden, er Simon P. Hansen-Nord fra Svinningegården ved Lammefjorden. Han dyrker grøntsager som f.eks. grønne og hvide asparges, kartofler, gulerødder og ramsløg, og begyndte desuden at opdrætte skovkyllinger sidste år, som går frit i skoven blandt høje bøgetræer og 100 år gamle egetræer. Her lever de af insekter og regnorme og hvad de ellers finder i skovbunden, som er dækket med ramsløg. I dag sælger han sine skovkyllinger på nettet, i sin gårdbutik og via en kødgrossist, men han er også åben for nye kanaler: ”Jeg tror, der kommer mange besøgende på Torvemarkedet, og jeg ser det som en mulighed for at møde flere kunder, der går op i dyrevelfærd og gerne vil betale prisen for kvalitet,” lyder det fra den unge landmand.

Foto: Søren Wesseltoft

Inspiration fra markeder i London
Lotte Eiskjær Andersen deltog for nylig i en inspirationstur til London, hvor også Jesper Zeihlund, der er faglig leder af Nationalt Center for Lokale Fødevarer (NCLF), var med. Her mødte de flere mindre britiske producenter, der har gjort det til en pæn indtægtskilde at have stande på forskellige markeder hver uge. Den forretningsmodel mener Jesper Zeihlund også, at der er basis for herhjemme. ”Der skal simpelthen være et ordentligt marked med friske, lokale råvarer i en by som København! Vi skal være med til at styrke interessen for de friske sæsonråvarer, der dyrkes i Københavns køkkenhave, og her er Torvehallerne et af de bedste afsætningssteder, man kan forestille sig,” siger Jesper Zeihlund.

Partnerskab med potentiale
Mødet mellem Lotte Eiskjær Andersen og Jesper Zeihlund har udviklet sig til et samarbejde, for de deler passionen for kulinarisk kvalitet og visionen om et succesfuldt Torvemarked. ”NCLF har et kæmpe netværk blandt de små producenter og har bidraget med at finde nogle af stadeholderne. Desuden brænder vi for den samme agenda: Nemlig at fremme de gode råvarer, så det er et interessant partnerskab, vi er ved at bygge op,” fortæller Lotte Eiskjær Andersen.

Forretningsmodel til gavn for alle
Jesper Zeihlund afslutter: ”I NCLF ser vi det som en ny og oplagt mulighed for, at de mindre producenter kan afsætte deres varer direkte til forbrugerne og samtidig skabe opmærksomhed og kendskab til deres produkter. Vi er i gang med et stort benarbejde i vores netværk for at få mange med, for vi ser stort potentiale i Torvehalsmarkedet. Det er en konkret aktivitet, der ikke er et skrivebordsprojekt til flere millioner, men derimod en forretningsmodel, som alle får gavn af: Både Torvehallerne, den lille producent på landet og forbrugerne i byen. Det er et super godt eksempel på dét, vi arbejder for i NCLF, nemlig at koble land og by ved at bygge bro mellem landmanden og forbrugeren.”